Billund BioRefinery har nu den første kontrakt i hus, takket være demonstrationsanlægget i Billund.
I september besøgte en koreansk delegation anlægget i Billund. Det blev udslagsgivende for en efterfølgende aftale om, at Krügers ExelysTM-teknologi skal implementeres på to eksisterende renseanlæg i Yeosu og Geoje. Repræsentanter for de to kommuner og fra den statslige myndighed for bæredygtig udvikling fik både mulighed for at se anlægget og ikke mindst møde Billund Vand A/S og høre om deres ambitioner.
”Dette salg viser, hvad der kan komme ud af, at offentlige og private virksomheder går sammen. Det er første gang, at et fælles fyrtårnsprojekt for vandteknologi bliver eksporteret direkte til en udenlandsk kunde. Vi er blandt verdens bedste til vandteknologi i Danmark, og det har potentiale til at skabe tusindvis af arbejdspladser”, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
”Vi bygger et fyrtårn, der allerede nu beviser sit værd og viser vejen for dansk miljøteknologi - både ind i fremtiden og ud i verden. Vi er stolte over, at Billund BioRefinery fra det første spadestik har nydt stor bevågenhed, men vi er endnu gladere for, at det allerede nu bidrager til dansk eksport og danske arbejdspladser, siger en glad Ole P. Johnsen, adm. direktør i Billund Vand A/S."
Generelt har man et stort fokus på miljø og ren teknologi i Syd Korea, og man ønsker at fremstå som et foregangsland på området. Billund BioRefinery har teknologier og ambitioner til både energiproduktion, genvinding af fosfor og mulighed for produktion af bionedbrydeligt plast, så matchet kunne ikke være bedre.
Kernen i Fremtidens renseanlæg er kontinuert termisk hydrolyse, en teknologi, der benævnes Exelys™. Det giver en lang række fordele i forhold til nuværende kendt teknologi, og vi har nu fået papirer på, at teknologien bliver det foretrukne valg i Korea.
Forsyningsselskaberne i Yeosu og Geoje er 2 individuelle kunder, som hver især har gennemført selvstændige og meget grundige evalueringer af de mulige teknologier som findes på markedet; begge har de valgt Exelys™ processen som fremtidens teknologi. Krüger A/S har indgået bindende aftaler med forsyningsselskaberne i hhv. Yeosu og Geoje om brugen af ExelysTM-teknologi.
Støtten til demonstrationsanlægget har haft stor betydning for den nye succes.
”Vi havde ikke fået kontrakten med koreanerne, hvis de ikke havde haft mulighed for at besøge et anlæg og møde en dansk forsyning” pointerer Leif Bentsen, adm. direktør i Krüger, og fortsætter: ”Samarbejdet med Billund Vand og kommune er meget vigtigt for os og muligheden for at demonstrere ny teknologi er altafgørende for eksport af vores teknologi - vækst og flere arbejdspladser kommer ikke af sig selv.”
Aftalerne er underskrevet og designarbejdet er netop startet.
Please accept cookies in order to see the video.
"Affald og spildevand er ikke et problem - det er en ressource, der rummer store muligheder for miljøet."
Et tæt samarbejde mellem
miljøkoncernen Krüger, Billund Kommune
og forsyningsvirksomheden Billund Vand
Miljøvirksomheder, politikere og fagfolk fra hele verden besøger os for at studere dansk miljøteknologi.