USA-besøg med miljøministeren viste miljøteknik fra Billund Vand & Energi
Pionérprojektet med Fremtidens Renseanlæg hos Billund Vand & Energi fortsætter med at vække stor interesse rundt omkring i verden. I december 2021 har skabets direktør Thomas Kruse Madsen således netop deltaget i et eksportfremstød i USA med miljøminister Lea Wermelin i spidsen.
Her mødtes repræsentanterne fra den danske vandbranche med forsyningsselskaber fra Texas og Californien samt en række myndigheder og deltog i forskellige arrangementer for at fremme dansk teknologi på området. USA rummer store perspektiver for dansk miljøeksport, og amerikanske selskaber står med en række udfordringer, som danske selskaber har gode løsninger på.
"Det var en virkelig interessant tur, hvor vi mærkede en enorm interesse for grøn dansk miljøteknik. Og et lille selskab som Billund Vand & Energi har også meget at byde på. Vores erfaringer er lige til at bruge for nogle af de selskaber af tilsvarende størrelse, vi er kommet i kontakt med," fortæller adm. direktør Thomas Kruse Madsen fra Billund Vand & Energi.
"Biden-regeringens store infrastrukturpakke, der nu er godkendt, handler nemlig om meget mere end veje og broer. Der skal investeres store summer i en ny infrastruktur for vand og spildevand, som de danske selskaber helt oplagt kan bidrage til."
Amerikanerne behøver ingen tidsmaskine for at se Fremtidens Renseanlæg, som allerede er i fuld drift i Grindsted. Her er der planlagt et snarligt besøg af en delegation fra Houston i Texas som led i en rundtur, der er arrangeret af Udenrigsministeriet. De texanske gæster er bl.a. interesserede i Billund Vand & Energis løsning for spildevandsslam, der blandes op med organisk affald og bliver til bæredygtig energi og grøn gødning.
"Det er jo fantastisk, at et pionérarbejde, der startede for snart 25 år siden her i kommunen, kan inspirere folk over hele verden til at udnytte madaffald og spildevand som ressource. For os giver det et bidrag til miljøet og en endnu mere effektiv drift, der holder vores priser i ro. Samtidig bidrager vi til at løse globale miljøproblemer og skabe grønne danske job, og det er da en smuk kombination", siger Thomas Kruse Madsen.
Billund Vand & Energi var inviteret af Udenrigsministeriet på USA-turen, som dermed ikke medfører nogen omkostninger for kommunens borgere, der ejer selskabet. Gæsterne fra Texas besøgte kort tid efter Billund Vand & Energi.